Daglig babypleje

En sund barnehud føles blød og fin, derfor er hovedreglen at gøre mindst muligt ved den. Spædbarnets hud indeholder særligt mange talgkirtler, der har til formål at producere fedtstof, så huden holder sig fugtig og smidig af sig selv.

Vask og pleje, hold babys hud ren og tør

Spædbørns hud er tyndere end voksnes og indeholder ikke den samme bakterieflora til at beskytte mod fremmede mikroorganismer. Derfor er det vigtigt at holde babys hud ren og tør. Vask med lunkent vand, gerne tilsat et par dråber olie, da vand alene kan virke udtørrende. Sæbe og shampoo er først nødvendigt, når huden er snavset, eksempelvis ved bleskift og når barnet begynder at kravle rundt selv.

I den første tid behøver baby ikke at komme i bad hver dag, en gang om ugen kan være nok. Men det er selvfølgelig vigtigt at rengøre huden omhyggelig ved bleskift.

Sådan plejer du tør hud på din baby

Nogle babyer har meget tør hud, når de bliver født. Kom et par dråber babyolie i badevandet, hvis du bader baby. På de meget tørre pletter, kan du blidt masssere nogle få dråber babyolie ind i huden.

Hudpleje om sommeren

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn som ikke kan kravle eller gå, aldrig bør opholde sig i direkte sol. De helt små børn bør være i skygge med solhat og en let solbeskyttende påklædning. Hvis du vil sikre dit barn mod genskin fra havet eller fra hvidt sand, kan du beskytte barnets kinder, næse og håndrygge med solcreme. Når barnet selv kan bevæge sig ud i solen, anbefales det at smøre barnet ind i solcreme. Vælg solprodukter specielt til børn.

Hudpleje om vinteren

Vinterkulden får de små blodkar til at trække sig sammen for at holde på kropsvarmen, og det nedsætter blodcirkulationen. Huden i ansigtet er mest udsat. Kinderne kan blive røde og ru, selv hos børn, der ligger godt beskyttet i barnevognen. Huden bør derfor beskyttes med en let creme eller lotion. Smør huden ind ca. 20 minutter før barnet skal ud, så vandet i cremen kan nå at fordampe.

Praktiske klude, der er nemme at tage med

Éngangsvaskeklude kan være en hjælp i en travl børnefamilie-hverdag. Éngangsvaskeklude er hygiejniske, lette at anvende og praktiske til brug ved puslebordet. Apotekets Haleklude er ideelle ved bleskift og gode i badekarret.

Apotekets Baby Vaskeservietter er praktiske at have ved hånden ved bleskift, når I er ude og ikke har adgang til vand og sæbe. Vådservietterne indeholder en mild lotion, der renser og plejer huden. Vaskeservietterne indeholder hverken parfume, alkohol, lanolin eller sæbe.

 

Del artiklen: